Om Vennerne

Håndboldklubben HK73 har en af sjællands største ungdomsafdelinger. Frivillige organisationsfolk, dygtige trænere og forældre, der hjælper med vask og kørsel, er med til at få dagligdagen til at hænge sammen.
Der skal penge til at drive en håndboldklub, faktisk ret mange penge, hvis spillerne skal have klubtøj, bolde, udstyr og tilskud til arrangementer som f.eks. den årlige afslutningstur til Holstebro Cup i påsken. Klubbens indtægter kommer fra kontingenter, sponsorer, kommunetilskud og særlige støtteaktiviteter som påskeskrab.
Den 22. april 1986 blev der i mødelokalet i Frederikssund hallen holdt stiftende generalforsamling. Initiativtager var formanden for HK73 Viggo Jørgensen. Af referatet fremgår det: "Viggo Jørgensen redegjorde for tankerne m.h.t en støtteforening. Han oplyste, at økonomien i HK73 kunne gå rundt, men der kunne ikke iværksættes særlige træningsprogrammer og derved gøre klubbens udøvere bedre. Han var interesseret i at skabe en bedre økonomi for HK73, og mente, at det måske kunne være en opgave for en støtteforening".
Den første bestyrelse kom til at bestå af Carl-Johan Haugaard (formand), Lars Smed (næstformand), Jane Jensen (kasserer), Tommy Fritzen (sekretær), Bent Sørensen, Henning Jørgensen, Poul Petersen, Peter Hansen og Hans Riis.
Formålet med Vennerne er fortsat at medvirke til en sundere drift og samtidig muliggøre en mere langsigtet planlægning af håndboldklubbens fremtid.
Vennerne er mest kendt for den årlige sommerfest på Bløden, men Vennerne afholder også andre arrangementer, hvis der er udsigt til gevinst for ungdommen i HK73.
Overskud fra Vennernes arrangementer anvendes udelukkende til støtte for HK73’s ungdom. Siden Vennernes start er der overført over 3 mio kr. til HK73.
For at sikre HK73’s ungdomsafdelingen en stabil økonomi, har Vennerne oprettet en særlig fond.
 

Bestyrelsen


Jørgen Fischer
Formand


Kasper Nielsen
Næstformand


Gudrun Jensen
Kasserer

Nils Harvest
Sekretær


Dorthe Grubbe
Medlem

Lars Budolph
Medlem

Johnny Lundtoft
Medlem


Per Koch
Suppleant

 
 

Vedtægter 

Senest revideret på den ordinære generalforsamling den 24. februar 2014.


§ 1 Foreningens navn og adresse

1.1 Støtteforeningens navn er “Håndboldens Venner”, eller i daglig tale ”Vennerne”. Foreningens adresse er formandens bopæl.

§ 2 Formål

2.1 Foreningens formål er at støtte ungdomsarbejdet inde for håndbolden i Frederikssund.


§ 3 Medlemskab

3.1 Som medlem optages enhver, der vedkender sig foreningens vedtægter. Indmeldelse sker skriftligt ved udfyldelse
af foreningens indmeldelsesblanket eller lignende erklæring.

3.2 Medlemskabet er gyldigt når første års kontingent er betalt.

3.3 Udmeldelse sker ligeledes skriftligt. Dog udmeldes et medlem uden yderligere varsel, såfremt det er i kontingentrestance umiddelbart før general-forsamlingens afholdelse.

3.4 Udmeldte medlemmer har ingen krav på foreningens midler.

3.5 Bestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde indstille til generalformsalingen, at et medlem udnævnes til æresmedlem. Æresmedlemmer har ikke pligt til at betale kontingent.

§ 4 Kontingent

4.1 Kontingent, der er dækkende for perioden 1. april – 31. marts, fastsættes på den årlige generalforsamling.

4.2 Kontingent opkræves under eller umiddelbart efter generalforsamlingens afholdelse. Ved indmeldelse betales første års kontingent.

4.3 Bestyrelsen er kontingentfri.

§ 5 Bestyrelsen

5.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på syv medlemmer, der alle vælges for en periode på to år. Formand, sekretær
og et bestyrelsesmedlem vælges på ulige år, medens næstformand, kasserer og to bestyrelsesmedlemmer vælges på lige år. Der vælges mindst en suppleant for et år ad gangen.

5.2 Valgbar er ethvert medlem, som er fyldt 18 år.

5.3 Medlemmer der er til stede på generalforsamlingen, eller som har afgivet skriftlig fuldmagt, kan vælges til bestyrelsen.

§ 6 Foreningens tegning

6.1 I den daglige drift tegner formanden foreningen, mens økonomiske dispositioner tegnes af kassereren. Ved
væsentlige økonomiske dispositioner tegnes foreningen af bestyrelsen.

6.1.1 Ved oprettelse af bankgarantier eller indgåelse af arrangementsaftaler så som koncerter eller lignende, kan foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene enten skal være formanden, næstformanden eller kasseren.

6.2 Foreningen hæfter kun med sin formue, og bestyrelsen og de øvrige medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens gæld.

§ 7 Generalforsamlingen

7.1 Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i februar måned. Indkaldelse sker ved opslag på håndboldklubbens opslagstavle samt ved underretning gennem HK73's medlemsblad eller ved skriftlig indkaldelse af foreningens medlemmer senest 14 dage før general-forsamlingens afholdelse. Forslag, der ønskes behandlet på general-forsamlingen, skal være formanden i hænde mindst 8 dage før den fastsatte generalforsamling.

7.2 Fremmødte medlemmer, der var gyldige medlemmer den 31. december og på dette tidspunkt har indbetalt kontingent for perioden, har stemmeret. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.

7.3 På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal. Ved lovændringer kræves dog, at mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.

§ 8 Generalforsamlingens dagsorden

8.1 På den ordinære generalforsamling behandles følgende:

1. Valg af dirigent

2. Valg af to stemmetællere

3. Bestyrelsens beretning

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab

5. Fremlæggelse af fondens reviderede regnskab

6. Indkomne forslag

7. Fastlæggelse af kontingent

8. Valg til bestyrelsen

9. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant

10. Eventuelt

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling

9.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen finder det fornødent, eller mindst 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling afholdes mindst 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§ 10 Regnskab

10.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Kassereren fører foreningens regnskab og underretter den øvrige bestyrelse på bestyrelsesmøderne om den økonomiske status. Regnskabet skal inden generalforsamlingen revideres af de valgte revisorer.

§ 11 Udbetaling af støtte

11.1 Efter nærmere aftale mellem de involverede bestyrelser, og i henhold til gældende lovgivning, overføres midler til støtte for håndboldungdommen.

§ 12 Opløsning

12.1 Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer i 2 på hinanden følgende
ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

12.2 Ophører foreningen overføres dens midler og aktiver ubeskåret til håndboldungdommen i Frederikssund. Den på det tidspunkt siddende bestyrelse afgør hvortil midlerne skal overføres og om midlerne skal anvendes til særlige formål.

Håndboldens Venners Fond

”Håndboldens Venners Fond” er oprettet alene med det formål at støtte ungdomsarbejdet i Håndboldklubben HK 73, 3600 Frederikssund. Der henvises i øvrigt til fondens fundats, der kan fås ved henvendelse til Vennernes formand eller sekretær.


  

Nyheder

Events

Facebook

HK 73 Frederikssund er en fantastisk klub at være en del af. Vi har en stor ungdomsafdeling og det sammenhold og den opbakning der er til alle vores arrangementer er helt unik.

Se mere her