Ungdomsarbejdet.

Børn og unge har forskellige motiver for at dyrke håndbold – det er klubbens og trænerens vigtigste opgave at skabe en motiverende kontekst, hvor spilleren i samspil med andre har mulighed for at opleve glæde, udvikling og tilhørsforhold.

Det skal være sjovt at spille håndbold, så vi vægter et godt idrætsmiljø højt, og arbejder målrettet på at udvikle de enkelte spillere til hele håndboldspillere, og samtidig bidrage til, at den unge forstås som et helt menneske – og ikke styres – i sin personlige udvikling. Trivsel i idræt, herunder håndbold skal man ikke gøre sig fortjent til. Alle børn og unge skal til håndbold i HK73 anerkendes og bekræftes i, at lige netop jeg er ok. HK73 udtrykker dette nærmere i afsnittet om de psykiske og sociale elementer i ”Den Røde Tråd”.

Håndboldspillet kræver at en spiller har en god kondition, teknisk forståelse for spillet, gode koordinations evner og er en holdspiller. For at frembringe alle disse ting hos en håndboldspiller kræves det en alsidig træning.

Vi lægger stor vægt på at have gode trænere i klubben, som sikrer at vi kan holde på vores største talenter. Det er dog vigtigt at pointere at vi ikke ønsker at bremse et stortalents ønske om at komme til en storklub. Vi samarbejder derfor i videst muligt omfang med de omkringliggende klubber, HRØ og DHF omkring talentarbejdet. Vi vil eliten, men der skal også være plads til bredden, hvilket HRØ´s kåring i foråret 2006 af HK 73 som "Årets Breddeforening" vidner om.

Vi arbejder med målsætninger for ungdommen, klubånd, fairplay og kommunikation, hvilket i 2003 var med til at sikre klubben Danmarks Idræts-Forbunds certifikat "Et godt idrætsmiljø for børn". Den målrettede indsats i ungdoms-arbejdet tager sit udgangspunkt i "Den røde tråd". "Den røde tråd" har siden efteråret 2002 udstukket retningslinjerne for vore træneres arbejde med at udvikle vore spillere fra U10 til U18 i alle spillets facetter - forsvar, contra, angreb, og returløb - gennem hele deres "opvækst" i HK 73, hvilket er en forudsætning for at vi har sportslig succes.

Sportslig succes har vi haft masser af. Vores Herre hold har flere gange spillet i Danmarksserien, mens Damerne har spillet i Sjællandsserien. I ungdomsrækkerne er det flere gange blevet til deltagelse i liga, divisions- og eliterækkerne, og også i de seneste år har vi været fint repræsenteret i de fornemmeste rækker.




Nyheder

Events

Facebook

HK 73 Frederikssund er en fantastisk klub at være en del af. Vi har en stor ungdomsafdeling og det sammenhold og den opbakning der er til alle vores arrangementer er helt unik.

Se mere her